—
Den praxis det moderne samfund
befølger, svarer ikke ganske til denne
derterminismens opfatning. Det moderne samfund
bekjender sig som man ved til en bestemt
herskende moral, i den opdrages den
opvoxende slægt og for overtrædelse af den sætter
samfundet forskjellige straffe i den hensigt at
bevidstheden om straffen, der følger paa den
umoralske handling, skal træde støttende til,
hvor den moralske følelse skulde vise sig
utilstrækkelig, til trods for den moralske
opdragelse.
Saadan er det moderne samfunds praxis,
og ved denne praxis opretholdes den dag
idag den gamle morals herredømme.
Og hvad er det, som derved sker? Hvad
vil det sige, at moralen ved hjælp af den
moralske opdragelse og det moralske ansvar
sejrer hos den store masse af individer?
Intet andet, end at alle de individuelle
anlæg og tilbøjeligheder, der staar i strid med
den gjængse moral, trænges tilbage; at m.
a. o. individualiteterne nivelleres, hindres i at
komme til fri udfoldelse.
— Ved denne
individualiteternes nivellering fattiggjøres det
personlige individuelle liv, og følgen er, at
samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være
et frugtbart samliv mellem rigt udviklede
individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig
udformede naturer bryder sig imod hinanden
i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til
en ensartet sammenlevens farveløse graat i
graat.
— Fattiggjørelsen af den enkeltes liv
hævner sig mangefold paa det sociale livs
gehalt.
Deterministen ser paa denne fattiggjørelse
af livet — og beklager den. Baade for sin
egen og for alle de andres skyld. Og er
han forfatter, saa kunde det nok hænde, han
fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar
af arten og lægge det frem for offentligheden;
pege paa de spirer, som oprindelig fandtes,
vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under
den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det
ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne
kastreringsudvikling endte.
Men hvis han gjør det?
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar