Fra Kristiania-Bohêmen - Fortale del 2

— Den praxis det moderne samfund befølger, svarer ikke ganske til denne derterminismens opfatning. Det moderne samfund bekjender sig som man ved til en bestemt herskende moral, i den opdrages den opvoxende slægt og for overtrædelse af den sætter samfundet forskjellige straffe i den hensigt at bevidstheden om straffen, der følger paa den umoralske handling, skal træde støttende til, hvor den moralske følelse skulde vise sig utilstrækkelig, til trods for den moralske opdragelse. Saadan er det moderne samfunds praxis, og ved denne praxis opretholdes den dag idag den gamle morals herredømme.

Og hvad er det, som derved sker? Hvad vil det sige, at moralen ved hjælp af den moralske opdragelse og det moralske ansvar sejrer hos den store masse af individer? Intet andet, end at alle de individuelle anlæg og tilbøjeligheder, der staar i strid med den gjængse moral, trænges tilbage; at m. a. o. individualiteterne nivelleres, hindres i at komme til fri udfoldelse.

— Ved denne individualiteternes nivellering fattiggjøres det personlige individuelle liv, og følgen er, at samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være et frugtbart samliv mellem rigt udviklede individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig udformede naturer bryder sig imod hinanden i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til en ensartet sammenlevens farveløse graat i graat.

— Fattiggjørelsen af den enkeltes liv hævner sig mangefold paa det sociale livs gehalt. Deterministen ser paa denne fattiggjørelse af livet — og beklager den. Baade for sin egen og for alle de andres skyld. Og er han forfatter, saa kunde det nok hænde, han fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar af arten og lægge det frem for offentligheden; pege paa de spirer, som oprindelig fandtes, vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne kastreringsudvikling endte. Men hvis han gjør det?